Bladene drysser så småt af træer og buske, og flere stauder er visnet ned, men der er stadig noget, som blomstrer i bedene.

Høstanemonerne blomstrer, som navnet antyder, langt ind i oktober. Knopperne er faktisk også fine og kan bruges i efterårsdekorationer. Ved siden af vores høstanemoner er plantet bunddækkende bispeurt, som en gang om året skal hjælpes lidt i kampen om pladsen med den høje, trivelige staude.

Høstanemoner i skumringen

Sankthansurt er en sensommerklassiker, der pryder haven frem til frost, hvor de visne blomster kan bruges til juledekorationer. Den er så nem og så fin, at den i år har fået lov til at brede sig på bekostning af bregnerne, der er flyttet hen langs indkørslen.

Sankthansurt

Jacques Cartier roserne præsenterer stadig sine fyldige, velduftende blomster.

Jacques Cartier rose