Som haveejer med knap 6 års erfaring må jeg konstatere, at græsset er det mest tidskrævende element i haven – også selvom vi har en høj tolerancetærskel for mælkebøtter, mos og deslige.

Bare det at slå græsset en gang om ugen forår, sommer og efterår trumfer alle andre gøremål. Det larmer også enormt meget.

Dertil kommer lugning, gødning, luftning – og kanter (som vi har ekstraordinært mange af, da haven er anlagt med græsgange).

Derfor er det med stor interesse, at jeg har læst om den nye havetendens: at droppe plænen. Haveselskabets blad HAVEN anbefaler bogen Beautyful no-mow yards  – 50 amazing lawn alternatives af Evelyn J. Hadden. Den er nu på ønskelisten.

Evelyn har også en hjemmeside: lesslawn.com med teksttunge ideer til at minimere plænen (plus en god portion frelsthed). For mindre tidskrævende kanter mellem græs og bede anbefaler hun, at man anlægger striber af sten hvor plæneklipperen kan køre.

Oktobernummeret af HAVEN bød også på flot haveplan af Karen Dahl med pergola, espalierer, bede og belægning – ingen græs.  Og i forrige nummer kunne man læse om en have, hvor græsset er udskiftet med trædepude, Cotula squalida. Det har samme visuelle effekt som græs, men skal ikke slås. Spørgsmålet er om man kan tage navnet bogstaveligt og bruge trædepude på stier?

Trædepude og -sten
Trædepude og -sten