Idas Have

Gule blomster i haven

De gule blomster lyser op om foråret

Gule blomster plejer at dominere haven om foråret, hvor de mange løgvækster – tulipaner, narcisser, erantis og krokus – ikke sjældent er gule.

Gul har en høj lysværdi – gul er lysere end f.eks. blå. Man kan således ikke blande gul maling med mange andre farver, før den holder op med at være gul. Et rent gult bed kan derfor nemt blive ensformigt, hvorfor man bør blande de gule blomster med andre nuancer.


Få havemennesker har gul som yndlingsfarve, og “netto-gul” har i lang tid været ildeset blandt trendsættere i haven. Men lysegul går godt i spænd med de fleste andre farver.

Gul potentil

Busk-Potentil (Potentilla fruticosa) er en løvfældende busk med en stift opret og tætgrenet form. Blomsterne ligner smørblomster og er typisk gule, men de kan også være forskellige nuancer af rosa, orange eller hvide. Potentil bruges ofte som lav hæk i forhaven. Her en lysegul potentil fra den gamle have, som vi desværre måtte ofre ved omlægningen.

Lysegul buskpotentil

Lodden løvefod

Lodden løvefod (Alchemilla mollis) er en lav staude, der blomstrer med gule luftige skærme i juni-juli. De lyse gule blomster egner sig godt som fyld i buketter. De smukke poteformede blade udskiller vanddråber.

Lodden løvefod er god bunddække

Roser

Mormors rosenbed er sammensat af lyserøde og lysegule roser. Den lyserøde hedder ”Astrid Lindgren”. Det er en buketrose forædlet  af Poulsen Roser. Årgang 1990. Den gule hedder ”Peace”, Fredsrosen. Det er en storblomstrende rose forædlet af Meilland. Årgang 1942. Begge roser er remonterende.

Gul rose i mormors have


Skovvalmuesøster

Skovvalmue (Meconopsis cambrica) vokser vildt i haven. Den enkle gule blomst er meget sød som kontrast til f.eks. blå knopurt. Og så er den nem – hvis den etablerer sig i en have, kommer den igen på samme sted året efter.

Skovvalmuesøster sår sig selv

Erantis

Eranthis hyemalis er én af de tidligste forårsbebudere og kan allerede dukke op i januar. Den er meget velegnet under hække og busketter, hvor den kan danne tætte gyldne tæpper.

Erantis – guld i jorden

Forsytia

Forsythia intermedia er en busk, som blomstrer april-maj. Den skal beskæres efter blomstring (ældre grene fjernes fra jorden), ellers bliver den ranglet. Forsytiagrene med blomsterknopper kan tages ind i stuen i marts.

Forsytia hører foråret til

Krokus

Den almindelige gule krokus, Crocus flavus, sår ofte sig selv og sælges under betegnelsen botaniske krokus. Krokus er en knoldplante og dermed en staude. Men de kan behandles helt som forårets løgvækster.

Gul krokus er en staude

Narcisser

Påskeliljer og pinseliljer fås i mange forskellige hvide og gule nuancer. Dværgnarcisser er en mini-udgave af påskeliljen (Narcissus pseudonarcissus). En populær sort kaldes ‘Tete a Tete’.

Klassiske påskeliljer er stærkt gule

Lærkespore

Gul lærkespore (Pseudofumaria lutea) trives overalt og breder sig let ved selvsåning. Den er dog nem at inddæmme med hakken, hvis man får for meget af den. De gule rør- og læbeformede blomster er fremme fra maj til oktober og ser fine ud sammen med den blå knopurt – en anden selvsående staude.

Lærkespore – også til den vilde have

Fredløs

I mormors have vokser der prikbladet fredløs (Lysimachia punctata), en høj staude med stjerneformede gule blomster. Det er en nem staude, der breder sig villigt.

Fredløs er en stærk staude

Solhat

Den høje solhat er en gammel staude fra oldeforældrenes have. Den kan bruges i stedet for solsikke op ad et hegn.

Mandshøj solhat

Relaterede sider

Blå blomster i haven – om det blå bed, der altid bliver en succes.
Pink blomster i haven – om de romantiske blomster i lyserøde og røde nuancer.
Hvide blomster i haven – om de mange forskellige hvide blomster.
Årstidens farver i haven – om de farver, som kendetegner hver årstid i haven.

 

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *