Idas Have

Sommerblomster

Sommerblomster blomstrer længe

Sommerblomster er etårige planter, som har deres højsæson om sommeren og går til grunde om vinteren. Sommerblomster er planter, der stammer fra varmere geografiske områder, og som derfor kun kan dyrkes som etårige i Danmark. Sommerblomster har en række funktioner:

  • Fylder huller i staudebedet
  • Giver farve til en nyanlagt have
  • Fylder krukker og ampler
  • Giver materiale til buketter og dekorationer
  • Dekorerer drivhus og vinterhave


Sommerblomster er billige og nemme at dyrke, og de har en lang blomstringstid i forhold til stauder. Der er flere måder at dyrke sommerblomster på – afhængig af art og tid på året:

  • Man kan udplante sommerblomster som færdige planter
  • Man kan forspire sommerblomster i vindueskarm eller drivhus
  • Man kan så frø fra sommerblomster direkte i bedet
Mamelukærmer er nemme sommerblomster


De første sommerblomster

Hornvioler eller stedmoderblomster (viola-hybrider) er eksempler på kortlivede stauder, der dyrkes som sommerblomster (etårige). De blomstrer i april-juni, og er således nogle af de første sommerblomster der kan plantes ud. De udplantes typisk som færdige planter og fås i butikkerne allerede fra februar. De er gode til at fylde huller i bede. Som så mange andre sommerblomster ser de ikke ud af så meget, lige når man køber dem. De breder sig imidlertid hurtigt til firedobbelt størrelse. Man kan forlænge blomstringen, hvis man nipper de visne blomster af.

Hornvioler dyrkes som sommerblomster
De samme hornvioler, da de blev plantet i marts

Sommerblomster er gode afskæringsblomster

Der er sommerblomster til alle typer af haver fra den formelle til den vilde. Uanset havestil er det smart at etablere et sted i haven, hvor der kan gro snitblomster. Mange sommerblomster er uhyre velegnede til blomsterdekorationer og vaser. De kan med fordel plantes i køkkenhaven for at gøre denne mere dekorativ. Valmue, frøkenhat, løvemund, morgenfrue og ærteblomst er eksempler på sommerblomster, der er velegnede som snitblomster.

Morgenfruer i oktober

 

De samme morgenfruer sået i trillebør i april

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *