Træfældning er ikke for amatører
Det er en god idé at søge rådgivning, inden man går i gang med træfældning i sin have. Træfældning er ikke for amatører. Man bør overveje nøje, om nogle træer blot skal beskæres – eller bevares som de er.
Beskæring istedet for træfældning?
Man bør tænke sig om en ekstra gang, inden man fælder havens store træer og buske – tænk over, om de har en funktion i haven:
- Træer kan give haven karakter med vækst i højden samt dekorativ og/eller nødvendig skyggefald.
- De kan give afskærmning mod indkig – en ugenert have.
- De kan give læ, f.eks. omkring hushjørner.
- De kan give gode forhold til dyreliv – fugle, sommerfugle, egern mv.
Måske er det bedre at nøjes med en beskæring. Hvis du har overtaget en ny have, så kan det anbefales at udsætte træfældning et år – så ser man klart, hvilke træer der har en god placering i de forskellige årstider.
Pas på liv og lemmer ved træfældning
Træfældning og beskæring er årsag til de fleste – og de mest alvorlige – ulykker i haven. Det kan ikke understreges nok, at man skal overlade træfældning og beskæring af store træer til en professionel træfælder. Kombinationen stige, motorsav, trækrone og amatør er en farlig cocktail. Det skulle gerne være grenene, der saves af – ikke arme og ben.
Træfældning i Idas have
I Idas Have har vi fået rådgivning af en havearkitekt fra Haveselskabet, inden vi gik igang med træfældning. Der var mange gamle træer i den tilvoksede have. Desværre stod mange af dem uhensigtsmæssigt op ad husmure og garagemure, så de var vokset ud af facon.
Træfældning: Knækket, uskønt akacie-træ
Den uægte akacie, Robinia pseudoacacia, er blevet fældet. Det var et fintløvet træ med krogede, tornede grene. Akacietræets frø og blade er giftige, og grenene knækker nemt i blæsevejr.
Træfældning: Æbletræ op ad mur
Det højre æbletræ er blevet fældet helt, mens det venstre i første omgang blev kraftigt beskåret. Det er meget rart at have nogle æbler, mens de nye frugttræer vokser op. Samtidig har det været muligt at hænge en babygynge i træet.
Træfældning: Birketræ, som bliver for stort
Birketræet syd for terrassen er også blevet fældet, inden det blev for stort. Det skærmede ikke af for noget, men tog vand og sol fra buskene nedenunder. Og så dryssede det i tagrenden.
Træfældning: Grim enebær
Enebær-træet (Juniperus communis) på hjørnet ragede op over tagkanten og ville næppe blive pænt igen, efter at være blevet kvalt af en rynkeblad-busk ved siden af. Både rynkeblad og enebær er nu fældet.
Træfældning: Såret abrikostræ
Abrikostræet har et sår på den venstre og midterste gren, helt nede hvor de springer ud fra stammen. Det kan derfor blive nødvendigt at fælde træet, da det ikke vil give mening at fjerne de to grene. Indtil videre går det dog fint, og træet bærer mange frugter i de år, hvor blomsterne ikke har fået frost.
Skriv et svar