Idas Have

Haveplanlægning

Gør haven nemmere

Planlægning af havens rum

En have kan betragtes som en samling af udendørs rum, der skal indrettes med samme omtanke som de indendørs.

Der er et gulv, som kan dækkes med et grønt tæppe af græs, et staudebed, et vandparti eller en belægning af fliser, sten eller træ, som gør at man kan gå tørskoet ud på terrassen eller rundt om huset.

Der er vægge; ydervægge mod vej og naboer, som markeres med hegn, mur eller hæk. Og indervægge, som deler haven op i mindre rum – de kan bestå af buske, hækplanter, et espalier eller en pergola med klatreplanter.

Endelig har den vellykkede have også et loft, nemlig trækroner, som giver flimrende skygge, hvor det er påkrævet. Man skal passer meget på med at fælde de gamle træer i en have, for det er tit træerne, der giver haven karakter. Et hurtigt loft kan skabes ved en pergola eller rosenbue med klatreplanter.


Bøgehæk som væg; paradisæbletræ som loft

Hvorfor haveplanlægning?

Formålet med haveplanlægning er at markere havens overordnede linjer; gulve,vægge og lofter. Det kan være svært at overskue præcis, hvordan haven kan tage sig bedst ud. En havearkitekt eller havekonsulent kan se muligheder, som en amatør ikke kan. Den professionelle kan udfører haveplanlægning, der komplementerer huset og passer til dine behov.

Det er vigtigt med haveplanlægning, så man er sikker på, at indsatsen i haven har den rigtige retning. Som medlem af Haveselskabet kan man købe rådgivning hos en havearkitekt, men der kan være lang ventetid i højsæsonen. Man bestemmer selv, om man kan nøjes med en gennemgang, en skitse med de store linjer eller en meget detaljeret plan ned til den enkelte plante. Prisen på haveplanlægning er derefter, men man skal påregne mindst 8.000 kr. De er dog godt givet ud, da man undgår mange fejl og fortrydelser ved at have en god plan at arbejde ud fra.

Et enkelt bed eller et arrangement af krukker kan de fleste sagtens finde ud af, men de store linjer kan være vanskelige. Det er synd at gå i gang med noget, som man ikke er sikker på fungerer. Det er ikke så let at lave om, hvis man fortryder placeringen af træer i haven, havebelægning, etc. Det skal helst gøres rigtigt første gang.

Opmåling af haven til haveplanlægning

For at kunne lave den optimale haveplanlægning, skal du have en tegning over hus og udhuses beliggenhed på grunden samt skellinjer. Hvis du ikke har sådan en tegning fra den gang huset blev bygget, må du selv lave en tegning med havens mål.

Udfordrende haveplanlægning når haven skråner

Niveauforskelle i haven er en særlige udfordring, som det kan være godt at få rådgivning om. Man kan ændre terrænet på forskellig vis i en have, som skråner. I stedet for en jævnt skrånende grund, kan man samle niveauforskellene i stejlere skråninger, trapper i haven, ramper eller støttemure. En trappe kan være et meget æstetisk element i haven.

Nyanlagt trappe

Behov til haveplanlægning

Haveplanlægningen må nødvendigvis variere efter de behov, som haven skal leve op til hos brugerne. Den skal f.eks. være børnevenlig, nem at passe, aflukket og ugenert. Måske er det primære behov at bruge haven til afslapning og sociale aktiviteter med grill på terrassen og en mindre græsplæne til spil og leg. Nogle haveejere ønsker at være selvforsynende med frugt, grøntsager og blomster til vasen.

Når du laver ny haveplanlægning, kan stier og terrasser med fordel tilpasses størrelsen på den sten/flise, du har valgt at bruge som ny belægning. Arbejdet med at hugge fliser over trækker flere ressourcer end at købe fliser i den rigtige størrelse. Arbejdslønnen er højere end materialeprisen. Et populært valg er herregårdssten, som er relativt nemme at lægge, fordi de ikke er så store.

Læs om havens plan i Idas Have.


Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *