Nu begynder det endelig at give mening, at marts er en officiel forårsmåned. Det var i flere uger utroværdigt. Men nu folder de små løgvækster sig langt om længe ud. Vintergækker og erantis tør smile lidt, og krokus er på vej.
Haven i foråret er præget af gule og blå løgvækster. Den tidlige forårsbebuder erantis afløses af violette krokus. Senere myldrer gule påskeliljer frem side om side med blå anemoner, snepryd, vårkrokus, skilla og hyacinter.
En anden klassisk forårsvækst er forsytia, hvis markante gule flor får følgeskab af de mange små gule blomster på kirsebærkornel og troldnød. Under buskene ses kærmindesøster og blåpuder i mange blåviolette nuancer.
I maj springer bøgen ud i et orgie af lysegrønt, ligesom de friske skud på de stedsegrønne buske. Det skumle vintergrønne løv afløses af friske lysegrønne skud på træer og buske.
Skriv et svar