Mange forskellige slags pink blomster

Der er mange forskellige blomster i Idas Have i pink og andre røde nuancer. De lyserøde og pink nuancer ses primært på blomstrende frugttræer og buske, men også roser og enkelte stauder.

Slangeurt

Slangeurt (Bistorta officinalis) vokser kraftigt og dækker meget hurtigt sit tildelte område – og mere til ved frøformering. Slangeurt er velegnet som bunddække, tåler skygge og er flot sammen med f.eks. bregner.

Slangeurt


Bellis

Bellis er en af de tidligst blomstrende sommerblomster. Den fås i hvid og forskellige røde nuancer. De pompom-formede blomster holder sig pæne længe, og bellis blomstrer til højsommer, hvis man klipper de visne blomster af. Til sidst bliver bellis dog ranglet og blomsterne bliver mindre – så er det tid at skifte den ud. Bellis er to-årig, så man kan plante den ud i haven og få glæde af den næste forår.

Pink bellis

Pelargonier ‘Dronning Ingrid’

‘Dronning Ingrid’ er en lyserød pelargonie, som gør sig fint i krukker. De visne blomster skal nippes, og den må ikke mangle vand. Derudover er det en nem sommerblomst, der kan overvintre i kælder eller drivhus.

Pelargonier 'Dronning Ingrid'

Storkenæb

Der findes mange lyserøde storkenæb. Her er det Geranium macrorrhizum, der har vintergrønne blade med høstfarver og lyserøde blomster i juni-juli.

Storkenæb 'Rose Clair'

Porcelænsblomst

Porcelænsblomst, Saxifraga urbium, har små rosa stjerneformede blomster i florlette toppe fra maj. Den blomstrer længe og tåler let skygge. Blomsterne sidder på lange stilke. Den lave stedsegrønne staude egner sig glimrende som bunddække. Planten breder sig ligesom husløg ved at danne nye rosetter, der kan deles efter blomstring.


Porcelænsblomst

Dronningebusk

Havens dronningebusk (Kolkwitzia amabilis) blomstrer overdådigt med lyserøde klaser i det meste af juni. Resten af året er den ikke så spændende, men det mørkegrønne løv givet dog et frodigt indtryk det meste af sommeren.

Dronningebusk

Høstanemoner

Høstanemoner er en taknemmelig staude, der trives i det nordvendte bed. De høje stilke blomstrer flittigt om efteråret i hvide og rosa nuancer.

Høstanemoner

Roser

Den forrige haveejer har plantet to mørkerøde klatreroser op ad den sydvendte mur – underplantet med vinca. Havearkitekten anbefalede vin og lavendler her, men vi har valgt at lade de flotte roser stå lidt endnu.

Røde klatreroser

Hortensia

Hortensia er en lille halvbusk, der får overdådige blomster. Blomsterne kan blive blå, hvis de plantes i surbundsjord. De store klaser er også pæne, når de tørrer.

Hortensia

Ribes

Fjeldribs er en forårsblomstrende busk i familie med ribs. Den lugter også syrligt. Ligesom forsytia, bør den klippes kraftigt ned efter blomstring for at holde sin form.

Ribes

Kæmpestenbræk

Kæmpestenbræk er stedsegrøn bunddækkende staude med lyserøde blomster på lange stilke. Den blomstrer længe om foråret. Resten af året kan man nyde de store blanke grønne blade. I Idas Have er der kæmpestenbræk på begge sider af trappen til havelågen.

Lyserød kæmpestenbræk

Georginer

Georginer – også kaldet dahlia – kommer i mange forskellige farver og faconer. Vi har haft glæde af en pink sort kaldet ‘Happy wink’.

Dahlia 'Happy Wink'

‘XXL Aztec Sonora’ blomstrer også flittigt i krukkerne. “Billetklipperen” har mæsket sig her, men det ser man heldigvis ikke på blomsterne.

Pink dahlia

Høstfloks

Denne pangfarvede høstfloks er en mellemhøj staude, der breder sig hastigt. Hvis man klipper halvdelen af stænglerne ned om foråret, får man en meget længere blomstringsperiode.

Pink floks

Lyng

Efterårsblomstrende lyng er som regel rosa eller violet. Her er det en lyserød sort med lange snoede blomsterranker. Sorten hedder ‘Annemarie’.

Lyserød lyng

Sankthansurt

Sankthansurt er en nem staude, der trives under mange forhold. Denne har lyserøde blomster, der bliver mørkere, efterhånden som vinteren nærmer sig. I vissen form kan skærmene bruges til juledekorationer.

Sankthansurt

Lyserød rododenron

De tre sart lyserøde rododendron i højbedet ved terrassen er sorten ‘Gomer waterer’.

Rododendron 'Gomer waterer'

Paradisæble

Havens gamle paradisæbletræ får meget markante pink blomster i maj. Senere små brune uspiselige frugter. Vi troede først det var et Japansk Kirsebær (Prunus serrulata) podet på en stamme af fuglekirsebær, men er blevet klogere efter en snak med naboen, der har et lignende træ.

Paradisæble

Abrikostræ

Abrikostræet får også flotte lyserøde blomster tidligt i april. Hvis der ikke kommer frost, mens træet blomstrer, er der være mulighed for mange frugter.

Abrikos

Tulipaner

Haven har mange forskellige slags tulipaner, mest røde og gule. Tulipanløg holder normalt ikke så mange år i haven, da de får svamp. Men de små botaniske tulipaner og de store røde og gule Appeldorn tulipaner er hårdføre.

Røde tulipaner

Klokkebusk

Den lille klokkebusk har vi flyttet fra terrassen til et vestvendt hjørne. Vi nænnede ikke at smide den ud, da terrassen skulle udvides. Den blomstrer ikke så godt som tidligere, så måske har den taget skade af flytningen.

Klokkebusk

Hornviol

Hornvioler kommer i mange farver. Her en rødlilla sort i højbede. Hornvioler er ligesom bellis blandt de tidligst mulige udplantningsplanter.

Hornviol

Påskeklokker

Havens påskeklokker har vi samlet i det nordvendte bed. De kunne sagtens tåle at blive plantet om (hvis de ikke bliver delt). De blomstrer flittigt i det tidlige forår.

Påskeklokker

Relaterede sider

Blå blomster i haven – om det blå bed, der altid bliver en succes.
Gule blomster i haven – om de gule blomster, der danner kontrast i det blå bed.
Hvide blomster i haven – om de mange forskellige hvide blomster.
Årstidens farver i haven – om de farver, som kendetegner hver årstid i haven.